Franske låneord

Advarsel: Dette er bare frustreret brok.

Det forekommer at veluddannede danskere bruger franske låneord: Pointe, point, petit point, mouillere, ratatouille, portefeuille, milieu, famille, vanille, ligne (stavet linie eller linje, men dog ikke udtalt som ninja) m.v.

To alene: Tête à tête, godt dansk udtryk …:mrgreen: eller denne her:

Han tog têten, siger man om en der tog føringen, og udtaler det med E som i TE (eller som i “til”) i stedet for den etymologisk-belastede udtale “tæten”. Men gør det noget?

Ja, jeg har en fornemmelse, som jeg skal ha’ undersøgt: Den erfarne sprogbruger (Sprognævnets udtryk) former ofte betydning ved at udspille ordenes etymologiske undertoner. Tête betyder hoved (Latin: testa (capitis) “skull,” from L., lit. “earthenware, pot.” –
http://www.etymonline.com/)


24 comments

  1. Det er en fornøjelse at læse med på denne brok-blog, der jo i elegance er mange niveauer over mine sprog-brokkerier. Jeg har blot det ønske, at linket hertil flyttes langt op på din anden blog, Donald – så er det lettere at komme hertil!

  2. OK OK – det skal jeg nok flytte, Jørgen, det link skal jeg nok flytte lidt opad. Jeg er ellers ikke så meget for at skilte med denne her sprogblogg, for jeg ved godt at det ikke er “mainstream”😀 og jeg kan lide at stave tingene på morsomme måder, hvilket også kan gøre mange fornærmede!

  3. Hvad mener du så om de snart herostratisk berømte musikjournalister, der blander engelsk og fransk sammen? Nu sidst på P2 Musik, hvor der vistnok huserer én ved navn Møller: han omtalte et meget smukt stykke musik, for luth, vistnok, som Princess Royal. Første ord på nærmest engelsk, men sidste på næsten formfuldendt fransk: roy-ál! Og så var det den irske Princess Royal, i Henry Wood’s Fantasy on British Sea-Songs omdøbt til The Saucy Arethusa. Havde det været en skotte, kunne han have talt fransk; men Turlough O’Carolan var irer.

  4. Uha – der er mange sammenblandinger, og klassisk musik er specielt slem. Da jeg arbejdede med Klassisk Morgenmusik blev jeg engang spurgt hvorfor jeg sagde Sinfonia i stedet for Symfoni – og så gik det op for mig, at jeg – lettere fejlagtigt – opfattede Sinfonia som “en lille symfoni”. Jeg har faktisk aldrig fået undersøgt, om den opfattelse er helt eller kun lidt i skoven, men sagen er, at det er Italiensk, og man bruge den Italienske betegnelse omkring 1750-70 mens symfonierne endnu var nogle små størrelse på typisk 10-15 minutter.

    Dengang måtte man ikke spille lange stykker eller pille en sats ud af en symfoni, så en uforholdsmæssig stor del tid gik med at finde korte stykker.

    En musikkritiker eller to, Rosa Krotoschinsky og Claes Kastholm, (C i første ord og K i andet, hehe) syntes at det var vanvittigt at prøve at servere klassisk om morgenen på en måde, der skulle konkurrere med pop. Det var faktisk ikke helt ved siden af.

  5. Min datter lærte hjemmefra at sætte radioen på P2 når vækkeuret ringede. Dejlig rolig start på dagen. Det satte hendes room-mates meget pris på i efterskolen og på gymnasiet: de havde før dette ikke oplevet så rolige morgener, inden de skulle afsted og i skole.

  6. Ja jeg forstår AagePK, den rolighed. Det er muligt at der er en forbindelse mellem at bevidst kunne holde en rolig rytme og så evnen til at tænke klart. Febrilsk, rastløs tænken fører ofte til at man ændrer beslutning “på må og få” som man siger; men jeg har endnu ikke noget videnskabeligt hold i den antagelse. Rytmik øvelser, som Dalcroze (Schweizer pædagog) foreskrev og som min violin-lærerinde dyrkede med børn og børnehavelærerinder, har muligvis en overtone af religion, men er en måde at dyrke dans og rytmisk bevægelse, så det bliver til noget sjovt, der gør kroppen glad og så var det ideen, at tanken blev frigjort eller lignende.

    Jeg kan forstå på min alt for lille bekendtskabskreds at mange unge mennesker ikke aner, hvad musikken kan eller kunne før rock-tiden.

    Jeg er desuden af den lidt kætterske opfattelse at alt for meget “pop”musik ikke fungerer ordentligt; men jeg har så fået at vide af musik- og sangmennesket Morten Hjelt som jeg dårligt kender, men som også havde forbindelse til bemeldte violin-lærerinde, at de unge mennesker ofte slet ikke ved at musik er andet end behagelig motorstøj så at sige, med andre ord: man lytter til genren for sådan skal det lyde.

    Det synes jeg er underligt, – jeg er jo vokset op m. blandt andet børnesange, som i det små har musikalske forløb, der er på højde med de sødeste Bach arier, fx. “Solen er så rød mor”, eller hvad med Carl Nielsen, Laub og alle de andre, eller hvad med Berggreens salme-harmoniseringer mv.

  7. Tysk tv er jo på godt og ondt påvirket af Rudolf Steiner, Pestalozzi og andre pædagoger, og sender derfor også udsendelser om forskning i disse felter, bl.a. om musik. Der er reportager fra skoler, hvor børn undervises i moderne dans fra børnehavestadiet, om musikterapi omm.
    I en udsendelse gennemgik man nøje forskellen på rock-, pop-, og jazz-musik kontra klassisk-folk og schlager, herunder også ABBA: den afgørende forskel skulle være beat’et Hvor førstnævnte går på upbeat, der er i for-takt med hjerteslagene og derfor virker “drivende”, er Benny Andrersson meget opmærksom på sine folkemusik-rødder, (han er riksspelman, på dragspel) hvor man, som i den klassiske, har rytmen lagt på et downbeat, som er i overenstemmelse med hjertets rytme. Derfor virker klassisk musik mere roligt, selv i slaviske danse.
    Eller også er det omvendt, nu kommer jeg pludseligt i tvivl, jeg må hellere kigge efter. Og det kan tage tid.😉

  8. AagePK – jeg forstår godt, hvad du skriver, men god klassisk musik bruger både up- og downbeat, så “det der er forskellen” er svært at beskrive med enkelte udvalgte træk/virkemidler.

    Men wienerklassiske komponister som Beethoven og Schubert brugte sjældent – eller aldrig – den stærke rytmiske effekt over et helt musikstykke, altså, som akkompagnement til en melodi, som på en eller anden måde er skrevet så den passer til rytmeunderlaget.

    Et vanvittigt stærkt exempel på rytmisk vrid kommer jeg til at tænke på: I “Måneskinssonaten” er der drøn på i sidstesatsen, og der er nogle tværrytmer, som viser at Beethoven har haft uendelig godt styr på at spille rytmisk. Anden- og sidstesats af Appassionata er også fulde af rytmiske forskydninger, up-beat-agtige, men forskellige fra beat- rock- og jazz ved at den rytmiske puls ikke bliver ved som den styrende kraft hele tiden; hvis man ønsker den slags rytme i 17- 1800 talsmusik skal man lede efter “tilstandsmusik”, arier og akkompagnerede recitativer i Barok-operaer; nocturner, divertimenti, den lidt lettere musik. Det karakteristiske ved Beethoven hvis man sammenligner med Beat-hoven er at Ludwig bryder musik op i segmenter, som derved kommer til at tale, udtrykke, mere end musik ellers er villig til at gøre. Eller noget …

    Morsomt nok er der nogle samtidige vidnesbyrd om, at da Beethoven spillede sin “nye” sonate op.14 (vistnok den i G-dur) så spillede han værre end nogen elev, urytmisk, famlende – men som vidnet siger, det skyldtes nok at han havde svært ved at huske den!

  9. Det var nu ikke lige det, jeg prøvede på at beskrive, det er ikke styrken, eller hastigheden af rytme. Men tænk lige hjerteslag: du har først hjertets forkammer-sammentrækning, og dernæst hjertekammerets: dun-donk, dun-donk, dun-donk….. Og tager du så et musikstykke såsom Rachmaninoffs 2. klaverkoncert, 1.sats, er betoningen, som i øvrig klassisk musik, på 1.slag, det følger simpelthen hjerteslaget. Tag så Rock’n Roll Music: It’s got a backbeat, you can’t loose it! Husk også fra musiktimen i 1.mellem, du skal i gospel klappe på 2! Og helt automatisk sætter du ikke alene musikkens, men også din egen puls i vejret, dit hjerte prøver på en måde at indhente det after-beatet for at komme i samme takt, deraf uroen i kroppen, helt modsat Totur til Vejle, der selv i opadgående tempo stadig følger hjertet, og ikke omvendt.
    Og det samme hos Rachmaninoff, også i de hurtige satser.

  10. Jeg er med på både after-beat, “Rock’n roll music”, it’s got a back beat, you can’t lose it … og på gospel () 2klap () 4klap etc.

    men jeg ville ikke generalisere så meget.

    Rachmaninov, begyndelsen af den anden klaverkoncert – flot – er ganske rigtig meget tung på ét-slaget, men det er ikke generelt for al “klassisk”. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på Tchaikovsky’s balletmusik, som har steder med um-BA um-BA etc. – men derfra og så til jazz-beat-rock rytme er der langt, det ved jeg godt. Børger Roger Henriksen havde i sin bog tegnet en beskrivelse af jazz-rytmen som et skihop opad, en rampe op, fra slaget hen mod slutningen, swuuUP swuuUP eller noget i den retning, det er heller ikke gen generalisering, som er sådan heeelt holdbar, men tilsammen giver de mange måder at beskrive det med ord måske en fornemmelse af at der er en grundlæggende forskel på rytme i klassisk og “rytmisk” musik – og dér tænder mine røde lamper. Bach’s a-moll violinkoncert skal swinge før den giver mening – same gælder mange andre Bach ting.

    Jeg oplevede engang noget usædvanligt. Charlotte og jeg var i Firenze (Italien) længe før murens fald og den østtyske dirigent og organist, Karl Richter, gav koncert i den nyrestaurerede Maria Kirke på skråningen syd for byen. Han spillede så det var en lyst, og det uopdragne publikum klappede vildt! Han var færdig med koncerten, men alle klappede uhæmmet videre, munke og præster løftede armene mod himlen og sagde “det er en kirke! man må ikke klappe!” – men vi gik op ad trappen til orgelet og trængte os omkring spillepulten og klappede videre og han vendte sig om og sagde OK – jeg giver et ekstranummer. Han spillede en fuga, vistnok én i E-dur, som swingede så man skulle tro det var løwn. Der var fuld knald på 2 og 4 og 1 og 3 og så videre, hele kroppen var med sjælen på vandring🙂 Allegro! Presto – synkoper, der fik hjertet til at hoppe – med grundslag, fast rytme, fast flow, ikke de sædvanlige unoder med at trække lidt for megetat fingrene ikke skal køre i grøften.

    Det blev til mange extranumre, men så bad han sig til sidst fri – og selvfølgelig blev han respekteret.

    En af de mest berømte – ikke afterbeat her, jeg kan ikke finde noget passende til “the classic afterbeat on organ”, men her er ikke desto mindre en smagsprøve på Karl Richter på et gammelt slidt orgel, heavy metal🙂

  11. Jamen Bach har da både swing og drive: men du skal jo helt over til Ward’s Swingle-singers, før du har antydning af afterbeat.
    Jeg har stadig Karl Richters indspilninger af Händels orgelkoncerter, op.4.1-4, fra Deutscher Schallplattenclub. Men han er altså münchener, dvs han er født i Plauen, uddannet i Dresden og Leipzig, men allerede i 1951 blev han docent i München. Min optagelse er fra Markus-kirken, hvor han var organist.

  12. OK AagePK, så Karl Richter er fra DDR før det blev DDR? Ja det passer vel egentlig med alderen. Men Leipzig – hvis han har været dér efter 1945, så var det vel DDR? jeg har indtryk af at han har bevæget sig ret meget rundt i Europa, og ja, jeg vidste godt at han i 60-70’erne bevægede sig ud fra München.

    Da dette er en ren brokkeblogg må jeg have lov at sige, at Swingle-Singers synger godt, men at det er janitscharen, trommespilleren, percussionisten, som laver afterbeat. Måske er det derfor jeg ikke kan lide trommespil til musik? Nå skal jeg være ærlig er jeg fascineret af Safri Duo og visse andre. Men jeg fatter ikke at Mahler bruger bækkener og lignende i fx. 9.symfoni.

    Jeg kan godt se din pointe med at “man skal frem til swingle singers” før der er en antydning af afterbeat, men jeg er ikke enig, måske er jeg rytmisk anderledes indrettet, og det ender nok med at jeg trods at dette er rent brok bliver nødt til at finde exempler på Barock’n Roll med en antydning af afterbeat🙂

    Dokumentation har nu aldrig gavnet en brokkehistorie.

    Men som sagt går mine tanker først og fremmest til Tchaikovsky (eller hvordan man nu vil stave det) – og til Beethovens synkoper, som gør at man totalt mister étslaget.

    Jeg bliver helt rørt over Nøddeknækkersuitens Sukkerfe. Men de indspilninger, jeg finder på YTube har ikke meget afterbeat, indrømmet. De har dog ANTYDNING af afterbeat.

    Og nu må man ikke tage fejl, der hvor fx. Bach har en node med tryk på, ved 1-slaget i 4-delte såkaldte passage-figurer (som fx. 16-delspassager i A-moll vl.kct første sats) der vil man ofte (ikke altid) i jazz-fraseringer høre et “lift”, altså en synkope. Men at Bach-spilleren, som spiller traditionelt har tryk på første 16-del betyder ikke at der mangler afterbeat. Min fornemmelse i den (og andre lignende) er, at hvis ikke der er en rytmisk fornemmelse af et dansetrin eller noget andet på de ubetonede slag, så mister barok-rytmen sit drive.

    After-beat i “um-ba” rytmer kan være mere eller mindre rytmisk inciterende.

  13. Torsdagskoncerten med Beathovens klaverkoncert var uden afterbeat. Måske finder du lidt i Yuja Wangs egen udgave af Mozarts Tyrkiske march på youtube, ellers prøv hendes udgave af Humlebien. Hun er ret god, også med Rachmaninoff.

    • Jeg hørte lidt af Torsdagskoncerten, og nød Beat-hovens klaverkoncert, den tredie, c-moll, den er så rytmisk spændstig, men desværre var jeg træt og faldt i søvn. Af en eller anden grund har jeg det bedre med at være vågen om natten! Yuja Wang hørte jeg første gang i en YT-optagelse med Skriabin preludier, og blev med det samme klar over at hun har en sjælden færdighed til at spille klaver – jeg ville ønske, at jeg kunne få hænderne til at makke ret bare halvt så godt, som hun kan. Hun er også meget musikalsk, det er ikke kun fingerfærdighed. Dejligt exempel på klassisk musik, der ikke er urytmisk🙂

      Desværre forstyrres musikken af frygten for at hendes stropløse kjole pludselig falder ned, og man føler sig nærmest frelst, når hun på vej ud bruger den ene hånd til at rette lidt på kjolen. Hun ser mere professionel ud i “backstage recordings” af henholdsvis Turkish March og “Carmen from the practice room”, men her ødelægges fornøjelsen lidt af at klaveret ikke stemmer.

      • Frygt for hvad? “Forventningens glæde er den største glæde”, kan du ikke din Kiekegaard?😉
        Min frygt går snarere på, at sådan, som hun sidder yderst på den nøgne…øh, stol! så risikerer hun lige pludseligt at lave en Victor Borge; forskellen er bare, at hans var forberedte, så han ikke kom til skade.

      • Ja AagePK, man har jo lov til at drømme –

        Men jeg er næsten sikker på at Yuja Wang har øvet sig i at gå, sidde og spille i denne kjole, — det er vist egentlig meget fornuftigt og normalt at man sidder yderligt på en klaverbænk.

        Hendes kolleger udi klaverspillet har jo tradition for at bære nedringede kjoler, hvilket jeg aldrig helt har kunnet forstå; hvis det gavner spillets bevægelse, vil vi snart se herrer iført mere sommerlige klædninger med bare arme og skuldre, tank-toppe eller hvad sådan nogle hedder, korte bukser skulle dog ikke være nødvendige for pedalbetjeningen. Man kunne forestille sig at det var lidt koldt, men på den anden side ser man næsten aldrig en herre-pianist spille uden at sveden pibler ned i tide og utide, se fx. Barenboim optagelse, hvor han spiller Beethovens op.27.1 (den lige før Måneskinssonaten).

        Iøvrigt har jeg hørt, i forbindelse med lancering af en film om Howard Hughes med Leonardo di Caprio som Howard, at denne person, som “opfandt” kæmpeflyet “Goose”, også gør krav på at have opfundet den stropløse BH. Noget med at modstå tyngdekraften må være fællesnævner her.

      • Jeg tror såmand bare, Yuja Wang har det med sit flygel som Anne Sofie Mutter har det med violinen:” Ich muß mein Instrument auf der Haut fÿhlen, sonst geht es nicht!”
        Bortset fra det: mange kvinder bruger “tøse-trikket” for at kradse ekstra point i forhold til deres ofte bedre funderede kolleger:”Man skal da have lov til at vise lidt kvindelighed!” Tænk, hvis Lang-Lang viste lidt mere mandighed, ha!

      • Forresten: jeg så en romersk mosaik med billedet af en kvinde i stropløs bh og underdel, altså en bikini, lige da den var gravet frem i London i 1964. Så altså: re-invention is the word, Howard!

  14. Har du forresten hørt/set Vanessa Mae, på youtuben, give Toccata & Fugue, én gang live i Berliner Philharmonie, og en gang med appendixet “in D-Minor (720p)”.
    I den første kan du høre lilletrommens ihærdige accentuering af 4/4 uden afterbeat, medens den anden udgave tydeligt viser, hvordan violinstemmen bliver nærmest voldtaget af en lilletromme, der VIL afterbeate.

  15. He he, AagePK- ja jeg kender Vanessa Mae og Malte (min søn) har foræret mig en CD med nogle af hendes flotte indspilninger; – jeg kan godt undvære den lilletromme, selv om jeg synes at der kan være back-beat i gammel musik🙂

    Åbenbart er det ikke slagstøjen, som gør at jeg fornemmer after-beat i musikstykker af den ene eller anden observans.

  16. Et eksempel på afterbeat, og hvad det gør ved musik og musikere, er Sing Sing Sing med Benny Goodmann: der findes specielt 2 gode versioner på youtube. For dem begge gælder, at her er hele orkesteret med på afterbeatet, i modsætning til Berliner Philharmonikerne hos Vanessa; til gengæld hører man tydeligt, hvordan Gene Krupa forivrer sig, som han ofte gjorde, og så løber han lige pludseligt fra alt og alle. Men hans soli var nu vidunderlige.

  17. Jeg skal da lige love for at han banker løs, Gene Krupa, men i mine ører kunne han godt undværes, når man ser bort fra de morsomme soli. På den anden side så er den stædige rytme, trommespillet hele vejen igennem numrene, musikkens synkoper, trompeters og saxophoners glissandi jo et varemærke for en musik, som hjalp den mandlige del af Europæerne med at forstå Freuds teorier (der i parentes bemærket ifølge forfatteren Freud ikke var andet, end hvad barnepiger altid har vidst).


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s