Att vägra göra något

Forleden kom der en lang stribe kommentarer, da jeg spurgte, om det hedder

at værge sig

eller

at vægre sig

???

Der er mange, som forstår forskellen: At vægre sig betyder at have modvilje imod, at være vrangvillig (godt ord igen), men man mener at det er vanskeligt at udtale. Derfor slog jeg op på svensk “vägra”, som jo er nemmere at udtale, fordi man udtaler ‘g’ og ikke har ophøjet dialektalt svækket ‘g’ til en autoriseret udtale (så det udtales nærmest “at væggre”) og fandt ud af at de oftest bruger det uden præpositioner, fx.:

Att vägra ta en kvinna i hand är alltid en jämställdhetsfråga
Vårdpersonal kan få rätt att vägra göra abort

(to overskrifter på svenske websites)

http://www.svt.se/opinion/att-vagra-ta-en-kvinna-i-hand-ar-alltid-en-jamstalldhetsfraga

http://omni.se/topic/c001ac5f-0737-4a5e-b65d-5b8397889488/734d139f-188e-46f9-823c-7cb3ac09edd3

Ordets etymologi findes på ODS:

(ænyd. wegre, weire, weigre, wedre, glda. weyer og wedre (Mand.29), sv. vägra (fsv. veghra); fra mnt. wegeren, weigeren, hty. weigern, oht. weigaron, afl. af et adj.: glholl. we(i)ger, modstræbende, trodsig, oht. weigar, dumdristig, besl. m. IV. veje; jf. uvægerlig, uvægret, vægerlig) nægte, afslaa, modsætte sig at yde noget ell. gøre noget.

[Dette er en 4 år gammel posting. Jeg vil igen tage fat på emnet udtale, men denne gang vil jeg prøve at finde litteratur og kritiske artikler om sprog og udtale; ikke for at være sprogrevser, men for at prøve at forstå både fysiologiske og kulturelle blokeringer som den talende oplever, når han/hun prøver nye lyde og ny udtale.]